Vores Ludmilla og Molly

Vi er hundegale i vores hus, og vi er ikke “racister”, så vi har også en lille bolonka, der hedder Ludmilla – bare til at skabe balance og og liv i huset generelt. Vi har også haft en dejlig labrador, der hed Molly. Hun er desværre ikke hos os længere, men du kan læse mere om hende længere nede på siden.

Ludmilla

Ludmilla er kommet til midt i coronatiden, og hun blev født den 20. august 2020. Hun er en Russkaya Zwetnaya Bolonka (en russisk selskabshund), lille bitte på 1,5 kg, mega puttesyg og kælen, fantastisk sød, sjov og fuld af energi. Hun leger fint med de store hunde, løber næsten lige så hurtigt og tror vist selv, hun er lige så stor.

Molly

* 1. januar 2014 † 24. februar 2022

Molly var vores hyggemoster. Hun var en skøn labrador, der tog imod Wilma som en overdrevet sød storesøster. Hvalpen Wilma var meget glad for at bide Molly i haserne, tage hendes mad og bamser, ligge i hendes kurve og lege med hendes legetøj. Indtil Mollys død den 24. februar 2022 delte de alt, og der var aldrig et ondt “ord” mellem dem.

Desværre kom Molly til at lide af både albueledsdysplasi og husstøvmideallergi allerede som helt ung hund. Hun var gennem mange dyrlægeundersøgelser, indlæggelser og operationer, men alligevel elskede hun dyrlæger, lige så meget som hun elskede alle andre mennesker. Når vi skulle ud at gå, spurgte vi hende om hun ville med. Mange gange gik hun en lille tur omkring huset, andre gange tog hun turen sammen med os andre. Men om aftenen ville hun helst bare blive hjemme. Tit var der jo en, der vaskede op og så vankede der jo nok noget lækkert til Molly.

Molly var enormt begejstret for gæster, så vi lod hende ofte fortsætte sin lur i soveværelset, når vi havde hvalpekøbere på besøg, så ingen blev overfaldet unødigt. Hun var en meget selvstændig hund og mente ikke, at regler som “hunde springer ikke op”, “en hund kommer løbende, når man kalder på den” eller “hunde tigger ikke ved bordet” gjaldt for hende. De gælder og overholdes tæt på 100 % af Wilma, Atlas og Lulu.

Når vi havde hvalpe i huset, var moster Molly fantastisk. Hun lurede ind ad døren til værelset, hvor hvalpene blev født, og hun respekterede fuldt ud, at de spæde små ikke måtte besøges, før de var godt 2 uger. Når hun så endelig fik lov at være sammen med dem, var hun så forsigtig, at vi nærmest ikke kunne genkende hende. Efterhånden som hvalpene voksede, legede hun lidt vildere med dem til stor begejstring for alle parter. Hvalpeopdragelsen, mente hun, var hundemorens ansvar, så de små måtte bide og tumle med moster Molly så meget, de havde lyst.

Vi synes, det er skønt at have flere racer sammen, og Molly og Ludmilla er lige så skattede, som Wilma, Lulu og Atlas er.