Molly

Molly er vores hyggemoster. Hun er en skøn labrador, der tog imod Wilma som en overdrevet sød storesøster. Hvalpen Wilma var meget glad for at bide Molly i haserne, tage hendes mad og bamser, ligge i hendes kurve og lege med hendes legetøj. I dag deler de fortsat alt, og der er aldrig et ondt “ord” mellem dem.

Desværre kom Molly til at lide af både albueledsdysplasi og husstøvmideallergi allerede som helt ung hund. Hun har været gennem mange dyrlægeundersøgelser, indlæggelser og operationer, men alligevel elsker hun dyrlæger, lige så meget som hun elsker alle andre mennesker. I dag er hun ikke på noget smertestillende mere, men hun får sin daglige allergipille og vil ikke gerne gå særlig langt. Når vi skal ud at gå, spørger vi hende om hun vil med. Mange gange går hun en lille tur omkring huset, andre gange tager hun turen sammen med os andre. Men om aftenen vil hun helst bare blive hjemme. Tit er der jo en, der vasker op og så vanker der jo nok noget lækkert til Molly.

Molly er enormt begejstret for gæster, så vi lader hende ofte fortsætte sin lur i soveværelset, når vi har hvalpekøbere på besøg, så ingen overfaldes unødigt. Hun er en meget selvstændig hund og mener ikke, at regler som “hunde springer ikke op”, “en hund kommer løbende, når man kalder på den” eller “hunde tigger ikke ved bordet” gælder for hende. De gælder og overholdes tæt på 100% af Wilma, Atlas og Lulu.

Når vi har hvalpe i huset, er Molly fantastisk. Hun lurer ind ad døren til værelset, hvor hvalpene fødes, og hun respekterer fuldt ud, at de spæde små ikke må besøges, før de er godt 2 uger. Når hun så endelig får lov at være sammen med dem, er hun så forsigtig, at vi nærmest ikke kan genkende hende. Efterhånden som hvalpene vokser, leger hun lidt vildere med dem til stor begejstring for alle parter. Hvalpeopdragelsen, mener hun, er hundemorens ansvar, så de små må bide og tumle med Molly så meget, de har lyst.

Vi synes, det er skønt at have flere racer sammen, og søde Molly er et stort aktiv for os, ligesom Wilma, Lulu og Atlas er.