Una bliver hos os ind til videre

Pga. Unas B- og D-hofter, har vi besluttet at beholde hende ind til videre. Det er vores plan at vurdere hendes udvikling og få taget nye røntgenoptagelser. Una er jo fantastisk sød, så vi nyder hendes selskab ❤️

Opdatering: Vi beholdt Una i knapt to måneder, hvor vi så hende an og fik hende tjekket, undersøgt og trænet. Hun var og er en fantastisk dejlig hund, og hun er fuldstændigt upåvirket af det dårlige hofteresultat. Una har fået en ny, kærlig familie i Nordjylland, hvor vi er sikre på, at hun vil trives, og vi har truffet aftale om, at hun skal skal omfotograferes, når hun bliver to år til sommer.

Røntgen (c-kuldet)

I dag har vi fået Wilma røntgenfotograferet, og dyrlægen og vi kan se 8, måske 9 hvalpe. Kig selv på billedet og tæl. Måske finder I en ekstra.

Wilma er stor og glad her på dag 57 i drægtighedsperioden. Hun er tidligere gået lidt over de normale 63 dages drægtighed, så vi forventer fødsel i næste uge. Men for at være på den sikre side, installerede vi i går fødekasse og hvalpegård i køkken-alrummet, så alt nu er klar til Wilma. Senere på ugen begynder vi at sove ved siden af hende. Det bliver hyggeligt.

Wilma er blevet scannet (c-kuldet)

Wilma er blevet scannet og er drægtig.

Det er endnu for tidligt til at vi kan se antallet af hvalpe. Hun er dog allerede begyndt at få en fin, rund figur, så det bliver spændende at se, hvor mange hvalpe, hun gemmer på.

Vi forventer at lade hende røntgenfotografere i slutningen af juli.

“Made in Switzerland”

Mandag den 31. maj fik vi den vildeste progesteron-måling, og vi måtte smide hvad vi havde i hænderne og køre til Schweiz. Anne-Mette var desværre forhindret pga. arbejde, så Michael måtte køre alene afsted med Wilma.

Vi ankom tidligt om morgenen den 1. juni. Hotellet lå i gåafstand, så et kvarter efter ankomst, hilste Wilma og Odin på hinanden for første gang – og hvilken gang. Der gik ikke mange minutter, før oxytocinerne strømmede mellem Wilma og Odin 😉

Samme aften var vi inviteret på aftensmad hos Inger og Peter, og Wilma og Odin kunne mødes endnu engang. Det var et meget hyggeligt besøg.

Nu venter vi i en lille måneds tid, hvorefter Wilma skal scannes. Så vi krydser fingre.

Røntgen (b-kuldet)

I dag har vi fået Wilma røntgenfotograferet, og dyrlægen og vi kan se 8 hvalpe måske endda 11 …. Kig selv på billedet og tæl, hvis I kan.

I morgen installerer vi fødekassen i køkken-alrummet, og i løbet af næste uge begynder vi at sove ved siden af. Det bliver hyggeligt 🙂